Cykelpuljen 2010 åbner for ansøgninger

Det er nu besluttet, at der skal åbnes for ansøgninger til Cykelpuljen 2010 og ansøgningsrunden er dermed begyndt.
Der kan normalt søges 40 pct. tilskud til cykelprojekter i kommuner, virksomheder og organisationer.
For innovationsprojekter er det dog muligt at søge 100 pct. tilskud, hvis projektets resultater over en bred front vil fremme cykling, såsom forsknings- og udviklingsprojekter og tværgående projekter med bred national effekt og forankring.
Ansøgningsrunden løber fra dags dato til d. 30. august 2010.

Ansøgningsmateriale findes under cykelpuljen 2010 på http://www.vejsektoren.dk/cykelpuljen

Offentligt stelnummerregister på vej

Pengene strækker længere, hvis du køber cyklen brugt. Men som det er i dag, kommer forbrugeren nemt hjem med en stjålen cykel. Politiet har nemlig længe siddet tungt på det register, som kan fortælle om sælgeren har rent mel i posen eller ej.
- Jeg fatter ikke, hvorfor forbrugerne ikke har adgang til et register, som kan gøre livet sværere for tyve og hælere og nemmere for cyklister, udtaler Jens Loft Rasmussen, der er direktør i Dansk Cyklist Forbund.
Cyklistforbundet har længe kæmpet for at få åbnet stelnummer-registeret – f.eks. ved at få det lagt ud på nettet. Nu er der opbakning både fra politikere og fra forsikringsbranchen, og politiet vil i den kommende tid undersøge, hvordan oplysningerne kan gøres lettere tilgængelige.
Tryggere køb af brugte cykler er dermed rykket et skridt nærmere.

”Fremtidens trafik” – set med cyklistøjne

I januar 2009 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at dansk transportpolitik skal være grøn. Det skete med aftalen ”En grøn transportpolitik”, hvor parterne blev enige om, at cyklismen skal fremmes, hvor det er en realistisk mulighed.
I april måned i år fremlagde transportministeriet så debatoplægget ”Fremtidens trafik” på en konference om strategiske analyser. Oplægget indeholder en række mere konkrete bud på, hvordan fremtiden kan komme til at forme sig på transportområdet. Dansk Cyklist Forbund var med på konferencen – naturligvis primært for at høre, hvordan tankerne former sig i forhold til cykelområdet.
Bortset fra en kort bemærkning om cykler i kombination med tog, blev cyklingen ikke nævnt i transportminister Hans Christian Schmidts mundtlige indlæg. Han fokuserede først og fremmest på spørgsmål vedr. vejkapacitet.
– Biler er et velfærdsgode, som er kommet for at blive, udtalte han. Men de muligheder, som der ligger i at øge cyklingen, blev dog berørt af et par andre af konferencens oplægsholdere og debattører.
Grøn vækst og øko-turisme
På talerlisten var bl.a. den internationale kapacitet Barrie Stevens, som har en ledende stilling i OECD’s International Futures Programme. Programmet har til formål at udarbejde baggrundsmateriale, der kan hjælpe OECD-landenes beslutningstagere med at udforme strategier, som ligger i tråd med fremtidens internationale udfordringer.
Barrie Stevens slog fast, at Danmark har et stærkt varemærke inden for grøn vækst, og at øko-turisme er et område i vækst, som bør tænkes ind i infrastrukturovervejelser. Øko-turisme kunne i en dansk kontekst f.eks. være cykelturisme.
I den efterfølgende paneldebat satte René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening, fokus på transportsektorens miljøbelastning.
– Vi skal ikke bare have mere af det samme, men gøre det rigtige, sagde han og nævnte konkret kørselsafgifter, forbedring af kollektiv transport og cykling som væsentlige indsatsområder.
Herudover blev cyklerne kun nævnt som en del af parker-og-rejs løsninger, og man må ned i transportministeriets skriftlige oplæg for at finde lidt om cyklernes betydning i det fremtidige transportbillede.
Her nævnes det, at cykeltrafikken har en andel på 20 pct. af turene i pendlertrafikken. Alligevel er cykeltrafikken ikke med i notatets opgørelse af, hvordan persontransportarbejdet er sammensat. Det er til gengæld skibs- og flytrafik, der tegner sig for langt mindre andele. Vejdirektoratet har ellers opgjort, at danskerne årligt cykler 2,3 mia. km – dvs. knap 3 pct. af persontransportarbejdet.
Danmark – et førende cykelland
Er der da ikke nogen overordnede visioner for cykelområdet? Jo, det nævnes i oplægget, at Danmark i 2020 skal være et af verdens absolut førende cykellande med en cykelinfrastruktur helt i top. Cykelpuljen på 1 mia. skal være katalysator for udvikling af cykelpendlerruter og cykelhurtigruter, så cyklisterne kan komme nemt og hurtigt til arbejde og uddannelse.
Cykelparkeringen skal udbygges ved stationer og uddannelsessteder, og der skal være gode muligheder for at kombinere cyklen med kollektiv trafik på længere ture. De gode cykelforhold skal få flere til at vælge cyklen frem for bilen til gavn for fremkommelighed, folkesundhed og miljø. Det anføres også, at investeringer i cykeltrafik er en relativ billig mulighed i forhold til den opnåede transportkapacitet.
Cykeltrafik internt i byerne er ifølge oplægget en væsentlig transportform, der forebygger trængsel og understøtter et godt bymiljø.
Dette er ordene i debatoplægget ”Fremtidens Trafik”, men der savnes stadig en nærmere beskrivelse af, hvad der mere konkret skal ske på cykelområdet – og hvilke mål, der sigtes mod.

Ny cykelforskning på vej

Mange mennesker sætter sig med største selvfølgelighed ind i bilen hver morgen for at køre til arbejde. Det på trods af, at de fleste bilister godt er klar over, at det er sundere og bedre for miljøet at cykle på arbejde.
Et nyt, stort forskningsprojekt på tre danske og et hollandsk universitet skal forsøge at klarlægge, hvilken effekt ændringer i det urbane miljø og cykelinfrastrukturen har. Forskerne vil desuden udvikle en metode til at
vurdere ændringer af eksisterende byrum.
- Bike-ability-projektet skal gerne munde ud i, at det bliver langt nemmere for planlæggerne i kommunerne at
lave en målrettet og effektiv indsats på cykelområdet – men også, at vi generelt får en større viden om, hvad
der giver folk lyst til at cykle, udtaler seniorforsker Hans Skov Petersen, fra Center for Skov, Landskab og
Planlægning på Københavns Universitet.

Fem forskningsprojekter i ét

Forskningsprojektet består af fem sammenhængende arbejdspakker, der fokuserer på forskellige aspekter ved analysen af cykling i relation til by-strukturer og cykelinfrastruktur.

1. Cycling Behaviour and its preconditions.

Vil analysere de bestemmende faktorer for cykeladfærd.
Eksempelvis motiver, livsstil, muligheder og begrænsninger.

2. Environmental Determinants for Bike-ability.

Vil forbinde GIS-data med objektive og subjektive målinger af cykling i udvalgte bykvarterer.

3. Choice Modelling for Simulation of Bicyclist Behaviour.

Vil udvikle en model, der kan simulere den enkelte cyklists bevægelse i et byområde som en reaktion på ændringerne i omgivelserne.

4. Interventions to the Bicycling Infrastructure.

Vil identificere infrastruktur samt elementer og ændringer, der kan hjælpe til at fremme cyklismen.

5. Planning Guidance and Dissemination.

Har til formål, at formidle resultaterne af det samlede forskningsprojekt, samt at tilvejebringe og fastholde en dialog mellem forskerne og slutbrugerne.
Deltagere i Bike-ability-projektet:
• Center for Skov, Landskab og Planlægning, Københavns Universitet
• Institut for Arkitektur og Design, Aalborg Universitet
• Institut Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet
• Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
• Kræftens Bekæmpelse
• Dansk Cyklist Forbund
• Delft University of Technology, Holland
• I-CE, Interface for Cycling Expertise, Holland
Bike-ability-projektet er støttet af det Strategiske Forskningsråd og blev igangsat januar 2010 og afsluttes i slutningen af 2013.

Roskilde: Farlige huller lappes på fem dage

Roskilde Kommune står bag udviklingen af et digitalt kort, som har givet borgerne en nem vej til at rapportere om fejl og mangler på cykelstierne. Systemet har løst flere hundrede problemer, og kommunen får stor ros fra mange cyklister. Rapporteringssystemet er et led i kommunes digitale strategi, og alle borgere har fri adgang til det fra kommunens hjemmeside.
Roskilde Kommune har givet borgerne en løsningsgaranti på fem arbejdsdage, når det gælder trafikfarlige huller og glasskår, som ikke bliver taget ved den daglige fejning. Borgerne kan også markere mere omfattende problemer, hvor f.eks. en hel strækning trænger til vedligeholdelse.

Værktøj til langsigtet planlægning

Kortet fungerer ved, at borgeren åbner et kort på skærmen, zoomer ind, og markerer det sted på cykelstien, hvor der er et hul, glasskår eller andet der generer cyklisterne. Når der er klikket på kortet, går beskeden direkte til kommunens materielgård, som kan printe kortet ud og anvende det som arbejdspapir i felten.
Forvaltningen får samtidigt ved hjælp af kortet et godt overblik over den samlede tilstand på vej- og stinettet.
Værktøjet bliver på den måde et element i den langsigtede planlægning af driften af veje og stier.
Se det digitale rapporteringssystem på www.roskildecykelby.dk

Roskilde: På vej mod en cykelvenlig station

Roskilde Station har Danmarks fjerde højeste antal passagerer, og det har skabt et stort pres på stationens cykelparkering – og tilsvarende utilfredshed med forholdene blandt stationens brugere. Derfor har kommunen indledt et målrettet samarbejde med DSB, der er mundet ud i en handlingsplan for en tidssvarende cykelparkering ved Roskilde Station. Planen sætter fokus både på de fysiske anlæg og på at påvirke cyklisternes adfærd.

Stationsområde under forvandling

Hele området omkring Roskilde Station er i denne tid under forvandling. Et privat byudviklingprojektet omkring stationen vil medføre både nye butikker, hotel- og konferencecenter og bedre adgangsforhold til perronerne.
Men da projektets endelige form endnu er ukendt, har det udgjort en hindring for at få cykelforbedringer sat i værk.
DSB har været tvivlende over for at putte penge i nye anlæg, hvis fremtid er ukendt. Et akut behov for mere cykelparkering og bedre orden på Roskilde Station betyder dog, at parterne alligevel er blevet enige om en række tiltag, som skal give både cykelpendlerne og den øvrige færdsel omkring stationen bedre forhold.

Både bedre drift og indretning

På en kold og blæsende januardag gav repræsentanter fra Roskilde Kommune (RK) og DSB stationen et grundigt eftersyn for på det grundlag at aftale forbedringer af den daglige drift, og for at finde nye smarte måder, at indrette den eksisterende cykelparkering på.
Følgende indsatser for drift og udvikling blev aftalt:

1) Bedre information til stationens brugere

RK skal bruge kommunens cykelside (www.roskildecykelby.dk) til at fortælle, at der er god plads i DSB’s aflåste cykelafsnit. Især i den centrale, flotte og lyse kælder. DSB vil i øvrigt sørge for at parkeringen bliver mere attraktiv ved at lysne nedgangen og skilte bedre.

2) Flere og mere synlige cykelparkeringspladser

DSB fjerner en række buslæskure, som ikke længere er i brug. Her bliver plads til 30 cykler mere. Samtidig bliver cykelparkeringen i dette område meget mere synlig. Samtidig udskiftes plasttagene over et stort antal cykelparkeringspladser for at gøre forholdene mere indbydende, lyse og betryggende.

3) Øget tilgængelighed og færre gener for svage trafikanter

Kommunens mest perronnære cykelparkeringsplads har samtidig det mest kaotiske parkeringsmønster til stor gene for tilgængeligheden – ikke mindst for svage trafikanter. RK udvikler lige nu et forslag til nyindretning af denne plads. Grundidéen er at skabe orden ved at give terrænet en hældning, der vanskeliggør cykelparkering udenfor stativerne.

4) Daglig oprydning af cykler, som er ulovligt parkeret

Målet er at friholde gangveje og forskønne stationens fremtræden. DSB nedlægger tre bilparkeringspladser for at gøre plads til 60 cykler i åben parkering. Hvis antallet ikke er tilstrækkeligt, er DSB indstillet på at udvide
arealet. Pladserne er forbeholdt de ulovligt parkerede cykler, som dagligt flyttes af kommunens vejfolk. Cykelpendleren skal så gå 200 m for at hente sin cykel. Det får forhåbentlig en opdragende virkning.

5) Fjernelse af glemte og herreløse cykler

Målet er at frigøre kapacitet i de eksisterende stativer. RK og DSB hjælper hinanden med at rydde op i stativerne fire gange om året. Cyklerne er herefter fredede i fire uger.

Følg hvordan arbejdet skrider frem på www.roskildecykelby.dk
Af Jens Falk Jensen, Roskilde Kommune

København: Nyt fra verdens største cykelkonference

I år er Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vært for Velo-city Global 2010. Konferencen afholdes i samarbejde med Det Europæiske Cyklistforbund og løber fra 22.-25. juni 2010. Velo-city Global 2010 er verdens førende cykelkonference og forventes at tiltrække 1.000 planlæggere, forskere, NGO’er, embedsmænd og politikere, der alle arbejder for at fremme bæredygtighed og livskvalitet ved hjælp af cykling.
Mange byer og lande verden over har allerede indset de mange fordele ved cykling, bl.a. i forhold til klima, forurening, energi, byliv, sundhed og trængsel.
Den hastigt stigende interesse for cykling har medført stor efterspørgsel på cykelekspertise – blandt andet fra Danmark.
Netop Danmarks status som en af verdens førende cykellande har gjort, at valget faldt på København som værtsby for Velo-city Global, og i løbet af hele konferencen vil byen fungere som showcase for cykelplanlægning med løbende besøg til konkrete løsninger i byens gader.

Et globalt konferenceprogram

Programmet på Velo-city Global 2010 byder på en lang række forskellige sessioner og formater, heriblandt 10 innovative workshops, 35 interaktive roundbords-præsentationer, 10 bemandede stande ved cykelløsninger ude i Københavns gader og 40 traditionelle powerpoint-oplæg fra hele verden.
Du vil også kunne opleve prominente hovedtalere såsom Jan Gehl, dansk byplanlægger med speciale i cykel- og fodgængervenlige byer, John Whitelegg, anerkendt engelsk forsker i bæredygtig transport, Enrique Penelosa, tidligere borgmester i den colombianske cykelby Bogotá og præsident for ITDP og Janette Sadik-Khan, transportkommissær for New York, som inspireret ikke mindst af København står bag en ambitiøs plan om at gøre byen mere levende og tilgængelig for cyklister og fodgængere.

Different Gears – Same Destination

Målet med Velo-city Global er at skabe en platform for videndeling og erfaringsudveksling. Uanset niveauet for cykling i din by vil du få værdifuld viden og kontakter ved at deltage på Velo-city Global 2010.
Har du lyst til at udbrede kendskabet om et cykelprojekt, du arbejder med netop nu, vil vi gerne invitere dig til at deltage i sessionen Meet the Danes på konferencens 3. dag. Meet the Danes er en slags ’ekspertgalleri’, hvor konferencens udenlandske deltagere kan høre mere om danske cykelprojekter.
Send en mail til mariek@tmf.kk.dk hvis du er interesseret i at deltage i Meet the Danes.

Kommunerne og Cykelpuljen for 2010

Cykelpuljen på 1 mia. kr. til fordeling i perioden 2009-14 er en del af den grønne transportpolitik, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget
den 29. januar 2009.
Oprindeligt var der afsat 100 mio. kr. til udmøntning i 2009, men politikerne besluttede sidste år at disponere et noget højere beløb – i alt 183,5 mio. kr. Heraf gik 31,7 mio. kr. til statsvejsprojekter, mens henholdsvis 98,1 og 53,7 mio. kr. blev uddelt som medfinansiering til andre projekter for
2009 og 2010.
Interessen samler sig derfor nu om dels hvor meget der yderligere vil blive udmøntet i 2010, og dels om hvilke kriterier der vil gælde for den statslige
medfinansiering. I forbindelse med trafikaftalen blev det besluttet
at nedsætte et rådgivende cykelorgan (DRC). Cyklistforbundet har plads i dette organ, som primo februar i år afleverede input til politikerne på Christiansborg.

Mest cykelfremme for pengene

Ifølge DRC bør det overordnede formål være at få mest mulig cykelfremme for de statslige midler, lige som alle tiltag naturligvis bør være trafiksikkerhedsmæssigt forsvarlige. DRC anbefaler derfor, at der lægges vægt på at evaluere det enkelte projekt, så den samlede effekt af den statslige
satsning kan måles.
DRC anbefaler samtidig et fortsat fokus på udvikling af cykelbyer – dvs. byer, som gør en systematisk indsats for at forbedre cyklismen. Det er nemlig netop i byerne, at der er størst potentiale for at få flere danskere til at cykle.
Et andet væsentligt punkt er samspillet mellem cykler og kollektiv transport. Her understreger DRC vigtigheden af en koordination med DSB’s pulje til bedre adgang til den kollektive transport.
Cykelpendling og mulighed for, at børn kan cykle til skole, samt rekreativ cykling bliver også trukket frem i DRC’s anbefaling.

Håndterbare vilkår og procedurer

Forudsætningen for at få andel i cykelpuljen er, at kommunerne finansierer størstedelen af projekterne selv. Men da kommunerne er under pres, mener
DRC, at det er vigtigt, at vilkår og procedurer bliver så håndterbare og anvendelige for kommunerne som muligt.
Et væsentligt forslag i anbefalingerne er derfor, at der anvendes en fast tilskudsprocent, som kunne være 40 pct. i stedet for de to nuværende satser
på 30 og 50 pct. Målet må være at udnytte kommunernes aktuelle interesse for cykelfremme. Der må forventes en snarlig politisk afklaring af, hvad der kan søges i 2010 og på hvilke vilkår. Indtil da må kommunerne tage udgangspunkt i den måde, som puljen blev anvendt ved første udmøntning.
Sidste år var ansøgningsfristen medio august, og fristen for i år vil sandsynligvis også blive efter sommerferien.
Uanset hvor meget politikerne beslutter at udbetale for 2010, vil der blive konkurrence om midlerne.
En del kommuner og andre interesserede allerede er i færd med at forberede nye ansøgninger.

Cykelnetværket er trådt ind i en ny fase

I februar blev Cykelnetværkets hjemmeside Cykelviden.dk relanceret. Nu følger nyhedsbrevet Cykelviden, som ved samme lejlighed har fået en formel redaktion der træder sammen i maj. Det er alt sammen udtryk for den forandring, som Cykelnetværket, har undergået fra og med årsskiftet.

Netværket formaliseret

I en årrække har Cykelnetværket levet i en ret uformel struktur, men nu er netværket formaliseret som forening med vedtægter og et årligt kontingent på 4.000 kr. Selv om kontingentet er relativt lavt, giver det mulighed for en langt mere systematisk mødestruktur og videndeling.
Den statslige cykelpulje fra januar 2009 har efter næsten ti år med lav aktivitet på cykelområdet skabt et nyt afsæt for indsatsen ude i kommunerne. Det forstærker behovet for erfaringsudveksling mellem kommunerne, så de nye investeringer kan få størst mulig effekt.
Netværket og Cykelviden vil følge udviklingen og bidrage til ideudviklingen i forhold til, hvilken rolle cyklen kan spille for vores mobilitet, og hvordan vi bedst udvikler Danmark som cykelland.
Cykelnetværket består pt. af 15 medlemmer – 13 kommuner, Vejdirektoratet (VD) og Dansk Cyklistforbund (DCF). Men netværket er primært kommunernes, så VD og DCF sidder med som aktører og videnscentre uden stemmeret. VD for at skabe mulighed for en mere uformel kontakt til kommunerne, mens DCF bl.a. varetager sekretariatsfunktionen.

Ny sponsoraftale for 2010

Mens netværkets aktiviteter finansieres gennem medlemskontingenter, er der for 2010 indgået sponsoraftale med Veksø og NRGI, som bidrager til driften af hjemmesiden og nyhedsbrevet.
Veksø indbyder desuden alle trafik- og byplanlæggere til cykelvidensdag onsdag d. 19. maj 2010. Arrangementet er gratis og byder bl.a. på oplæg af Lars Gemzø fra Gehl Architects om byplanlægning med fokus på bløde trafikanter.

Velo-city Global 2010 – Verdens største konference om cyklisme i København

Snart lyder startskuddet til verdens største internationale cykelkonference. D. 22.-25. juni slår København dørene op for omkring 1000 by- og trafikplanlæggere, cykeleksperter, forskere, beslutningstagere og NGO’er fra hele verden, som sammen skal diskutere muligheder og udfordringer ved udviklingen af cyklen som transportform.