Roskilde: På vej mod en cykelvenlig station

Roskilde Station har Danmarks fjerde højeste antal passagerer, og det har skabt et stort pres på stationens cykelparkering – og tilsvarende utilfredshed med forholdene blandt stationens brugere. Derfor har kommunen indledt et målrettet samarbejde med DSB, der er mundet ud i en handlingsplan for en tidssvarende cykelparkering ved Roskilde Station. Planen sætter fokus både på de fysiske anlæg og på at påvirke cyklisternes adfærd.

Stationsområde under forvandling

Hele området omkring Roskilde Station er i denne tid under forvandling. Et privat byudviklingprojektet omkring stationen vil medføre både nye butikker, hotel- og konferencecenter og bedre adgangsforhold til perronerne.
Men da projektets endelige form endnu er ukendt, har det udgjort en hindring for at få cykelforbedringer sat i værk.
DSB har været tvivlende over for at putte penge i nye anlæg, hvis fremtid er ukendt. Et akut behov for mere cykelparkering og bedre orden på Roskilde Station betyder dog, at parterne alligevel er blevet enige om en række tiltag, som skal give både cykelpendlerne og den øvrige færdsel omkring stationen bedre forhold.

Både bedre drift og indretning

På en kold og blæsende januardag gav repræsentanter fra Roskilde Kommune (RK) og DSB stationen et grundigt eftersyn for på det grundlag at aftale forbedringer af den daglige drift, og for at finde nye smarte måder, at indrette den eksisterende cykelparkering på.
Følgende indsatser for drift og udvikling blev aftalt:

1) Bedre information til stationens brugere

RK skal bruge kommunens cykelside (www.roskildecykelby.dk) til at fortælle, at der er god plads i DSB’s aflåste cykelafsnit. Især i den centrale, flotte og lyse kælder. DSB vil i øvrigt sørge for at parkeringen bliver mere attraktiv ved at lysne nedgangen og skilte bedre.

2) Flere og mere synlige cykelparkeringspladser

DSB fjerner en række buslæskure, som ikke længere er i brug. Her bliver plads til 30 cykler mere. Samtidig bliver cykelparkeringen i dette område meget mere synlig. Samtidig udskiftes plasttagene over et stort antal cykelparkeringspladser for at gøre forholdene mere indbydende, lyse og betryggende.

3) Øget tilgængelighed og færre gener for svage trafikanter

Kommunens mest perronnære cykelparkeringsplads har samtidig det mest kaotiske parkeringsmønster til stor gene for tilgængeligheden – ikke mindst for svage trafikanter. RK udvikler lige nu et forslag til nyindretning af denne plads. Grundidéen er at skabe orden ved at give terrænet en hældning, der vanskeliggør cykelparkering udenfor stativerne.

4) Daglig oprydning af cykler, som er ulovligt parkeret

Målet er at friholde gangveje og forskønne stationens fremtræden. DSB nedlægger tre bilparkeringspladser for at gøre plads til 60 cykler i åben parkering. Hvis antallet ikke er tilstrækkeligt, er DSB indstillet på at udvide
arealet. Pladserne er forbeholdt de ulovligt parkerede cykler, som dagligt flyttes af kommunens vejfolk. Cykelpendleren skal så gå 200 m for at hente sin cykel. Det får forhåbentlig en opdragende virkning.

5) Fjernelse af glemte og herreløse cykler

Målet er at frigøre kapacitet i de eksisterende stativer. RK og DSB hjælper hinanden med at rydde op i stativerne fire gange om året. Cyklerne er herefter fredede i fire uger.

Følg hvordan arbejdet skrider frem på www.roskildecykelby.dk
Af Jens Falk Jensen, Roskilde Kommune

København: Nyt fra verdens største cykelkonference

I år er Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vært for Velo-city Global 2010. Konferencen afholdes i samarbejde med Det Europæiske Cyklistforbund og løber fra 22.-25. juni 2010. Velo-city Global 2010 er verdens førende cykelkonference og forventes at tiltrække 1.000 planlæggere, forskere, NGO’er, embedsmænd og politikere, der alle arbejder for at fremme bæredygtighed og livskvalitet ved hjælp af cykling.
Mange byer og lande verden over har allerede indset de mange fordele ved cykling, bl.a. i forhold til klima, forurening, energi, byliv, sundhed og trængsel.
Den hastigt stigende interesse for cykling har medført stor efterspørgsel på cykelekspertise – blandt andet fra Danmark.
Netop Danmarks status som en af verdens førende cykellande har gjort, at valget faldt på København som værtsby for Velo-city Global, og i løbet af hele konferencen vil byen fungere som showcase for cykelplanlægning med løbende besøg til konkrete løsninger i byens gader.

Et globalt konferenceprogram

Programmet på Velo-city Global 2010 byder på en lang række forskellige sessioner og formater, heriblandt 10 innovative workshops, 35 interaktive roundbords-præsentationer, 10 bemandede stande ved cykelløsninger ude i Københavns gader og 40 traditionelle powerpoint-oplæg fra hele verden.
Du vil også kunne opleve prominente hovedtalere såsom Jan Gehl, dansk byplanlægger med speciale i cykel- og fodgængervenlige byer, John Whitelegg, anerkendt engelsk forsker i bæredygtig transport, Enrique Penelosa, tidligere borgmester i den colombianske cykelby Bogotá og præsident for ITDP og Janette Sadik-Khan, transportkommissær for New York, som inspireret ikke mindst af København står bag en ambitiøs plan om at gøre byen mere levende og tilgængelig for cyklister og fodgængere.

Different Gears – Same Destination

Målet med Velo-city Global er at skabe en platform for videndeling og erfaringsudveksling. Uanset niveauet for cykling i din by vil du få værdifuld viden og kontakter ved at deltage på Velo-city Global 2010.
Har du lyst til at udbrede kendskabet om et cykelprojekt, du arbejder med netop nu, vil vi gerne invitere dig til at deltage i sessionen Meet the Danes på konferencens 3. dag. Meet the Danes er en slags ’ekspertgalleri’, hvor konferencens udenlandske deltagere kan høre mere om danske cykelprojekter.
Send en mail til mariek@tmf.kk.dk hvis du er interesseret i at deltage i Meet the Danes.

Kommunerne og Cykelpuljen for 2010

Cykelpuljen på 1 mia. kr. til fordeling i perioden 2009-14 er en del af den grønne transportpolitik, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget
den 29. januar 2009.
Oprindeligt var der afsat 100 mio. kr. til udmøntning i 2009, men politikerne besluttede sidste år at disponere et noget højere beløb – i alt 183,5 mio. kr. Heraf gik 31,7 mio. kr. til statsvejsprojekter, mens henholdsvis 98,1 og 53,7 mio. kr. blev uddelt som medfinansiering til andre projekter for
2009 og 2010.
Interessen samler sig derfor nu om dels hvor meget der yderligere vil blive udmøntet i 2010, og dels om hvilke kriterier der vil gælde for den statslige
medfinansiering. I forbindelse med trafikaftalen blev det besluttet
at nedsætte et rådgivende cykelorgan (DRC). Cyklistforbundet har plads i dette organ, som primo februar i år afleverede input til politikerne på Christiansborg.

Mest cykelfremme for pengene

Ifølge DRC bør det overordnede formål være at få mest mulig cykelfremme for de statslige midler, lige som alle tiltag naturligvis bør være trafiksikkerhedsmæssigt forsvarlige. DRC anbefaler derfor, at der lægges vægt på at evaluere det enkelte projekt, så den samlede effekt af den statslige
satsning kan måles.
DRC anbefaler samtidig et fortsat fokus på udvikling af cykelbyer – dvs. byer, som gør en systematisk indsats for at forbedre cyklismen. Det er nemlig netop i byerne, at der er størst potentiale for at få flere danskere til at cykle.
Et andet væsentligt punkt er samspillet mellem cykler og kollektiv transport. Her understreger DRC vigtigheden af en koordination med DSB’s pulje til bedre adgang til den kollektive transport.
Cykelpendling og mulighed for, at børn kan cykle til skole, samt rekreativ cykling bliver også trukket frem i DRC’s anbefaling.

Håndterbare vilkår og procedurer

Forudsætningen for at få andel i cykelpuljen er, at kommunerne finansierer størstedelen af projekterne selv. Men da kommunerne er under pres, mener
DRC, at det er vigtigt, at vilkår og procedurer bliver så håndterbare og anvendelige for kommunerne som muligt.
Et væsentligt forslag i anbefalingerne er derfor, at der anvendes en fast tilskudsprocent, som kunne være 40 pct. i stedet for de to nuværende satser
på 30 og 50 pct. Målet må være at udnytte kommunernes aktuelle interesse for cykelfremme. Der må forventes en snarlig politisk afklaring af, hvad der kan søges i 2010 og på hvilke vilkår. Indtil da må kommunerne tage udgangspunkt i den måde, som puljen blev anvendt ved første udmøntning.
Sidste år var ansøgningsfristen medio august, og fristen for i år vil sandsynligvis også blive efter sommerferien.
Uanset hvor meget politikerne beslutter at udbetale for 2010, vil der blive konkurrence om midlerne.
En del kommuner og andre interesserede allerede er i færd med at forberede nye ansøgninger.

Cykelnetværket er trådt ind i en ny fase

I februar blev Cykelnetværkets hjemmeside Cykelviden.dk relanceret. Nu følger nyhedsbrevet Cykelviden, som ved samme lejlighed har fået en formel redaktion der træder sammen i maj. Det er alt sammen udtryk for den forandring, som Cykelnetværket, har undergået fra og med årsskiftet.

Netværket formaliseret

I en årrække har Cykelnetværket levet i en ret uformel struktur, men nu er netværket formaliseret som forening med vedtægter og et årligt kontingent på 4.000 kr. Selv om kontingentet er relativt lavt, giver det mulighed for en langt mere systematisk mødestruktur og videndeling.
Den statslige cykelpulje fra januar 2009 har efter næsten ti år med lav aktivitet på cykelområdet skabt et nyt afsæt for indsatsen ude i kommunerne. Det forstærker behovet for erfaringsudveksling mellem kommunerne, så de nye investeringer kan få størst mulig effekt.
Netværket og Cykelviden vil følge udviklingen og bidrage til ideudviklingen i forhold til, hvilken rolle cyklen kan spille for vores mobilitet, og hvordan vi bedst udvikler Danmark som cykelland.
Cykelnetværket består pt. af 15 medlemmer – 13 kommuner, Vejdirektoratet (VD) og Dansk Cyklistforbund (DCF). Men netværket er primært kommunernes, så VD og DCF sidder med som aktører og videnscentre uden stemmeret. VD for at skabe mulighed for en mere uformel kontakt til kommunerne, mens DCF bl.a. varetager sekretariatsfunktionen.

Ny sponsoraftale for 2010

Mens netværkets aktiviteter finansieres gennem medlemskontingenter, er der for 2010 indgået sponsoraftale med Veksø og NRGI, som bidrager til driften af hjemmesiden og nyhedsbrevet.
Veksø indbyder desuden alle trafik- og byplanlæggere til cykelvidensdag onsdag d. 19. maj 2010. Arrangementet er gratis og byder bl.a. på oplæg af Lars Gemzø fra Gehl Architects om byplanlægning med fokus på bløde trafikanter.

Velo-city Global 2010 – Verdens største konference om cyklisme i København

Snart lyder startskuddet til verdens største internationale cykelkonference. D. 22.-25. juni slår København dørene op for omkring 1000 by- og trafikplanlæggere, cykeleksperter, forskere, beslutningstagere og NGO’er fra hele verden, som sammen skal diskutere muligheder og udfordringer ved udviklingen af cyklen som transportform.

Nyhedsbrev 25, nummer 1, 2010

I februar blev Cykelnetværkets hjemmeside Cykelviden.dk relanceret. Nu følger nyhedsbrevet Cykelviden, som ved samme lejlighed har fået en formel redaktion der træder sammen i maj. Det er alt sammen udtryk for den forandring, som Cykelnetværket, har undergået fra og med årsskiftet.

Indhold

  • Kommunerne og Cykelpuljen for 2010
  • København: Nyt fra verdens største cykelkonference
  • Roskilde: På vej mod en cykelvenlig station
  • Roskilde: Farlige huller lappes på fem dage
  • Ny cykelforskning på vej
  • ”Fremtidens trafik” – set med cyklistøjne
  • Offentligt stelnummerregister på vej
  • Cykelviden og Veksø inviterer til cykelvidensdag

Bladreversion | Printversion

Cykelruteplanner på nettet

Der er grøde i cykelruteplanner-verden. Cyklisterne har længe ventet på et funktionelt værktøj, der kan gøre det lettere for cyklisten at finde vej.
Et digitalt cykelrutekort kan udgøre et grundlag for cykelplanneren, men kommunerne har endnu ikke digitaliseret stinettet. Man kunne tænke sig at en cykelruteplanner blev integreret i Rejseplanen, hvorved man får en umiddelbar mulighed for at kombinere cykel og offentlig transport.
Der er forskellige interessenter og forskellige forberedende arbejder i gang på dette område. Og en del meninger om, hvordan det skal gennemføres, i hvilket regi, det skal ligge og i samarbejde med hvem.
Vi vil gerne have overblik over de forskellige tiltag. Så hvad ved du (som du må fortælle) og hvad mener du? Skriv dit bud i kommentarfeltet nedenfor.

Vejregler for cykler

Ofte er vejreglerne i konflikt med ønskerne for at forbedre forholdene for cykeltrafikken:
Eksempel 1: Det er vanskeligt at få tilladelse til cykling mod ensretningen i KBH. Der opstår konflikt med parkerede biler og politiet er sparsomme med dispensationer.
Eksempel 2: Det røde skilt med hvid streg ”Indkørsel forbudt” må ikke suppleres med ”cyklister undtaget”
Kan du komme med andre eksempler, så vi kan arbejde på at ændre reglerne. Brug kommentarfeltet nedenfor til dine forslag.

Nyhedsbrev 24 – 2009

Nyt “Julenummer” af nyhedsbrevet fra Cykelviden, hvor du bl.a. kan læse om en bred vifte af de projekter som forskellige kommuner har opnået støtte til via Statens Cykelpulje 2009. Bl.a. om et stort el-cykel projekt i Odense, om et pendlerrute projekt i Albertslund og om et projekt der skal realisere den midtjyske Cykelstjerne i Viborg Kommune.

Nyhedsbrevet kan læses online eller downloades

Oplæg fra Cykelkonferencen 2009 er nu tilgængelige på nettet

Indlægsholdernes præsentationer fra cykelkonferencen 28.-29. oktober 2009 kan du finde her